COMPASSIONATE SAMTALER
Effektiv sparring
Nogle gange har de mest ressourcestærke mennesker - og måske særligt jer - brug for at vende noget med nogen.
Måske har du opdaget, at du bliver ved med at gentage de samme mønstre? Måske har du opdaget, at stemmen inde i baghovedet ikke er særlig blid, men kommanderer rundt med dig? Eller måske går du rundt med en konstant frygt for, at alle de andre opdager, at du i virkeligheden ikke ved en skid. Sådan har 70 % af os det faktisk på et eller andet tidspunkt i vores liv. Især hvis vi er højtydende og arbejder i krævende miljøer. Især hvis vi er kvinder eller tilhører minoriteter i miljøer, hvor vi er underrepræsenterede.
Det kan også være, at du har brug for at vende konkrete situationer fra dit arbejdsliv eller dit lederskab, hvor du føler dig ramt, eller hvor du oplever, at du får svært ved at stå frem eller træde i karakter – eller at dit team ikke følger de anvisninger, du giver.
Hvad end du finder udfordrende, kan det være en hjælp, hvis en anden lyser på dine blinde punkter. Jeg lover, at vi gør det nænsomt – men effektivt. Du kan lære at genkende og forstå, hvad der trigger dig, og hvilke tanker og følelser, der opstår, når det sker.
Vi ser på dine ambitioner - og tager dem ikke fra dig. Men vi kan lære noget fra mindfulness, hvor et af de principer, vi praktiserer ud fra er ‘ikke ambition’. Vi har brug for ambitionen for at sætte mål og visioner, men mange af os har brug for at slippe den følelsesmæssige investering i resultatet.
Vi udforsker sammen, hvordan du kan begynde at møde dig selv med varme i stedet for hårdhed. Vi dykker ned i de følelser, der driver din adfærd, og vi undersøger, hvad der kan ligge bag andres reaktioner. Vi finder måder, hvorpå du kan lytte mere til dig selv og genkende de første stresssymptomer, så du ved, hvornår du skal være opmærksom og ændre kurs. Vi ser på, hvordan du kan blive i dig selv, når andre har det svært.
I samtalerne kan compassion spille en rolle på den måde, at du får konkrete værktøjer til at regulere dit nervesystem, at være med det, der er svært uden at gå i fiksermode - og at få en bevidsthed om, at du ikke er alene med det, du oplever. Det er en del af det at være menneske.
Samtalerne giver dig et rum til at undersøge, hvad der betyder mest for dig, og hvordan du kan leve et liv – både privat og på arbejde – der føles meningsfuldt – ikke bare set udefra, men dybt inde i dig.
Samtalerne er et trygt rum, hvor du kan udforske det, der virkelig betyder noget for dig – uden frygt for at blive dømt. Her får du plads til at reflektere over, hvad der holder dig tilbage, og hvordan du kan begynde at gøre tingene anderledes. Vi kombinerer mindfulness-teknikker, praktiske værktøjer og compassion-fokuseret refleksion. Målet er ikke at “fikse dig”, for du er ikke i stykker. Målet er at hjælpe dig med at se og mærke din egen styrke – også når det føles svært.
Jeg er uddannet life coach og business coach, men trækker lige så meget på mine erfaringer og uddannelser inden for mindfulness- og compassion-træning. Jeg er efteruddannet inden for Acceptance and Commitment Therapy og er under uddannelse til psykoterapeut. Jeg modtager løbende supervision og overholder de etiske krav for psykoterapeuter.